Af Henrik Nordskilde • Foto Joachim Rode
Bo Vestergaard har levet med et høretab hele sit liv, men det tog mange år, før han accepterede at gå med høreapparater. I dag er de en naturlig del af hverdagen, og den teknologiske udvikling betyder, at også normalthørende måske vil begynde at bruge høreapparater, vurderer han.
Da Bo Vestergaard var omkring et år gammel, begyndte hans forældre at undre sig. Selv om deres søn fik fingre i radioen og skruede helt op for lyden, reagerede han ikke på støjen. Det gjorde han heller ikke, da de tog ham med til lægen, som testede drengen ved at slå nogle grydelåg sammen bag ham. Det viste sig, at flere forskellige sygdomme, der kom kort efter hinanden – mæslinger, pandehulebetændelse og mellemørebetændelse - havde sat sig på hørenerverne på begge ører.
Ved to-tre års alderen stabiliserede hørelsen sig på det niveau, den har i dag. Man kan ikke sætte procenter på høretabet, men Bo Vestergaard er normalthørende på visse frekvenser, mens tale kan være vanskeligt at opfange uden høreapparater for eksempel ved møder.
Helt tilbage i første klasse fik han for første gang høreapparater.
- Jeg gik med dem en gang imellem, men jeg blev nok lidt forfængelig omkring det, for man vil jo ikke være anderledes. Plus, at der var meget støj i klasselokalet, som var ubehagelig. Derfor havde jeg dem kun på en lille del af tiden, og det endte med, at jeg ikke brugte dem i mange år, fortæller den i dag 53-årige Bo Vestergaard, der har brugt tusindvis af timer på vandet som eliteroer, træner og tidligere sportschef i Dansk Kano og Kajak Forbund.
Navn: Bo Vestergaard
Født: 1965
Ehrverv: Frem til efteråret 2017 sportschef i Dansk Kano og Kajak Forbund. I dag projekteringsleder i byggebranchen.
Andet: Har deltaget som landsholdsroer i syv VM-slutrunder i letvægstotter-båden. Det blev til to guldmedaljer, fire sølv og en bronze. Han vinder stadig medaljer ved VM i Masters/veteranklassen, hvor deltagerne også er inddelt i aldersgrupper.
Interviewet foregår i forbundets lokaler ved Bagsværd Sø nord for København. På væggen hænger et billede af ham som eliteroer, hvor han ude på søen okser løs sammen med holdkammeraterne i en otter med styrmand. Også som barn spillede sport en stor rolle, blandt andet badminton, gymnastik, håndbold, atletik og fodbold.
”Det var selvfølgelig, fordi jeg kunne lide sport, men jeg tror også, at jeg godt kunne lide de miljøer, fordi der blev talt højt og tydeligt, når træneren råbte til en, eller for eksempel som til springgymnastik, hvor træneren stod tæt på og gav instrukser. Det var ikke noget med, at der stod en langt væk og sagde noget, jeg ikke kunne høre.”
Han klarede sig igennem uddannelser som både tømrer og bygningskonstruktør uden høreapparater. Kun en gang imellem ved nogle forelæsninger, tog han dem på. Da han efter rokarrieren blev træner, betød det meget tid i en motorbåd, hvor der ofte var vindstøj, og det passede dårligt til de apparater, han havde på det tidspunkt. I den situation røg de ned i æsken igen, og der blev de, selv når han var kommet hjem.
- Jeg tog dem ikke engang på, hvis vi sad og så tv derhjemme. Jeg tror, jeg ubevidst sagde ’nej, skal vi ikke hellere se den udenlandske film’, for så kunne jeg bare læse underteksterne.
Først som 29-30-årig begyndte han at bruge dem en større del af tiden på grund af et nyt arbejde.
Se også vores film om Bo Vestergaard:
Nå, har du høreapparat?
- Jeg fik job hos byggefirmaet Lind & Risør, hvor jeg i begyndelsen ikke havde høreapparater på. Men vi havde tegnestuemøder, der foregik i et lokale med gulvtæpper. Der var ingen refleksion af lyden. Det hele blev absorberet, og der gik det op for mig, at jeg blev nødt til at have dem på, når jeg var på arbejde. Det gav mig en tryghed, for jeg risikerede jo at tegne et hus forkert, hvis jeg gik glip af en besked. Forfængeligheden var der stadig. Selv om jeg havde fået nogle apparater, der var mindre, så kiggede folk stadig med sådan et blik: ’Hvad er det, du har siddende der?’, siger Bo Vestergaard og lægger hovedet lidt på skrå for at vise den typiske reaktion.
- Jeg ville gerne fremstå som en normal person, men jeg var kommet i en alder, hvor jeg tænkte, ’det kan være lige meget, jeg er nødt til at bruge dem’.
”I dag er det sådan, at jeg kan være sammen med nogen en hel dag, og hvis jeg så nævner mine høreapparater, så siger de ’nå, har du høreapparat?’ Folk lægger jo ikke mærke til det, når de er så små, som de er i dag.”
Da han begyndte at bruge apparaterne mere regelmæssigt, gik det op for ham, at der var lyde, han først skulle lære at kende som voksen. For eksempel som den dag, han åbnede en dåsecola, mens han havde høreapparater på.
- Det gav den der klassiske lyd, men jeg tænkte ’hvad sker der, arbejder de med trykluftsbor udenfor?’ Jeg skulle lære at definere en masse lyde. Det gjaldt for eksempel også fuglelyde, som jeg oplever endnu bedre med de nye apparater, jeg har fået. Jeg kan bedre opfange, hvor lyden kommer fra.
Han ”overgav” sig først endeligt for 11 år siden, hvor han begyndte at bruge høreapparaterne hver dag. Under en ferie i Florida skulle han på en lang biltur med sin kone, og det blev et vendepunkt.
Justerer selv sin lyd
I dag bruger han sine nye apparater og den tilhørende app til at justere lyden til situationen, for eksempel vindstøjen, når han cykler.
- Når jeg slår vindstøjsreduktionen til, er det faktisk meget behageligt. Det giver et mere blødt
lydbillede. Jeg bruger også app’en til at justere for eksempel ved møder. Hvis nogen ikke har en
klar stemme, kan jeg justere på bas og diskant og andre ting. Når mødet er slut, nulstiller jeg til den normale indstilling. Og når jeg kommer hjem, indstiller apparaterne sig automatisk til den lyd, jeg gerne vil have derhjemme.
”Folk lægger jo ikke mærke til det, når de er så små, som de er i dag.”
I enkelte situationer kunne han ønske sig, at teknologien var endnu mere udviklet, for eksempel hvis nogen nyser eller hoster lige ved siden af ham.
- Det kan næsten virke som et pistolskud, og jeg bliver forskrækket. Det kunne være rart, hvis apparaterne en dag bliver sådan, at de kan nå at opfatte sådan en lyd meget hurtigt og skrue ned for den, siger Bo Vestergaard.
Det er dog detaljer i det store lydbillede. I dag er apparaterne en så normal del af hans hverdag, at han nogle gange glemmer at tage dem af, når han skal sove, og han ser det som sandsynligt, at også normalt hørende en dag begynder at bruge høreapparater for at få den bedst mulige oplevelse af lyden.
- De kan få gavn af det, for eksempel til et foredrag, i en biograf eller hvor det nu kan være, at man vil udvælge det vigtigste, siger Bo Vestergaard.