Tænk på alle de oplevelser jeg var gået glip af

Af Ulla Oppermann Blankholm / Foto: Joachim Rode

Det var så tæt på, som det overhovedet kunne komme: 24-årige Johanna Gallus var for nogle år siden ved at stoppe sin livslange hobby på grund af sit høretab. Hun er overbevist om, at hendes liv så ville have set helt anderledes ud i dag og kan ikke lade være med at tænke over alle de ting, hun ikke ville have oplevet.

Hun kunne ikke overskue at tage i stalden. Slet ikke. Ridningen havde ellers været en helt fast og fascinerende del af hverdagen, siden hun blot var fem år gammel. Men efter en dag i skole var hun simpelthen så træt, at hun bare ville sove. Weekenderne blev også tilbragt under dynen. Kombineret med, at ridelæreren hele tiden blev sur på hende, fordi hun ikke gjorde, hvad der blev sagt, fik hende sporet ind på en tanke, hun aldrig havde haft før. Da Johanna Gallus var 17 år, overvejede hun helt at stoppe med det, som hun holdt så meget af: Ridningen.

På nogenlunde samme tid fik hun høreapparat efter at have kendt til sit høretab i flere år.

- Det gjorde en stor forskel i min hverdag. Jeg var pludselig meget mindre træt og meget mere frisk i hovedet – jeg var næsten et helt andet menneske, siger Johanna Gallus, der fik lysten til sadler og seletøj tilbage og nævner det som den største gevinst ved at kunne høre igen.

Koncentrationen har altid skullet være knivskarp, når hun red højre volte rundt for at høre ridelæreren – selv om det ikke altid var nok – nu er det noget helt andet, selv om vinden i ridehallen kan volde problemer. I dag er hun til ridning fem-seks gange om ugen, og derudover er der stævnerne, hvor hun har stor succes med sin egen hest Heart Beat’s Brakeout, som stammer fra elitehingsten Heart Beat.

- Hvis jeg var stoppet, havde mit liv set helt anderledes ud. Det tænker jeg tit tilbage på. Prøv at tænke på alle de mange ting, jeg var gået glip af, siger hun og tilføjer: 

- Til ridestævner bliver de andre tit sure, hvis deres hest stopper, eller det har været en dårlig tur. Der er jeg altid meget positiv – jeg er super-god til at se det positive i den slags situationer. Det har jeg lært gennem årene, og måske værdsætter jeg det mere, fordi jeg har været så tæt på at stoppe med ridningen. For bare det, at jeg har været ude at ride, er dejligt.

 

Gået med ubehandlet høretab i næsten 20 år
Når hun siger, at hun har kendt til sit høretab i flere år, så er der virkelig tale om ”flere år.” Hendes sundhedsplejerske gjorde hende opmærksom på det, da hun var seks år, og siden da er hun jævnligt blevet tjekket hos en ørelæge.
- Det er ikke noget, der har været generende på den måde, men jeg var heller ikke så gammel dengang, så jeg tænkte nok ikke så meget over det. Jeg skulle altid over på folks højre side, så jeg kunne høre med mit venstre øre, og jeg talte også altid telefon med det venstre øre. Læreren var også opmærksom på, at jeg skulle sidde i den rigtige side af klassen, så måske har det betydet lidt – men ikke noget, jeg har bemærket, siger Johanna Gallus, der imens hun sidder og taler om det, får det hele sat i perspektiv.

- Det er næsten 20 år, jeg har gået med det. Jeg ville da egentlig ønske, at der var blevet taget bedre hånd om det tidligere, så omvæltningen ikke var så stor lige pludselig.

Hun er samtidig helt bevidst om, at hun var den første til at slå høretabet væk som barn. Det var ikke så slemt. Det gik nok. Hvis hun kunne sige én ting til sit daværende jeg, så ville det være:

- Der skal sgu gøres noget!

- Min mor har tit presset på, men jeg sagde bare, at det ikke var så galt, og det sagde jeg også til ørelægerne, og hvorfor skulle de så gøre noget ved det? Måske de også tænkte, at jeg nok klarede den, når jeg ikke selv kunne se behovet, lyder det fra Johanna Gallus, der som teenager ikke længere kunne udskyde beslutningen om høreapparater.

Da hun startede i gymnasiet, begyndte det for alvor at genere hende, at hun ikke kunne høre, hvad læreren sagde – heller ikke selv om hun sad på forreste række. Var der støj bagved hende, var hendes koncentration et helt andet sted. Det duede slet ikke.

- Selv om jeg i dag tænker, at jeg skulle have haft høreapparat før, så er det også ambivalent for mig, for da jeg fik det som 17-årig, tænkte jeg, at det kun var noget gamle mennesker havde. Men jeg har ikke mødt nogen, der har kigget mærkeligt, når jeg har sagt, at jeg har høreapparat. Nogle tror, det er en joke og siger: ”Du har da ikke høreapparat,” fordi de ikke kan se det på grund af mit lange hår, hvor jeg må sige: ”Jo, det har jeg faktisk.” 

Én ting er, hvad hendes høretab gennem årene har betydet for hende selv, noget andet, hvad det har betydet for dem omkring hende. De har så tit skullet gentage sig selv, eller gå på en bestemt side af hende.

- De har også levet med mit høretab, selv om det er mig, der har det. De har hele tiden skullet være opmærksomme på, om jeg fik det hele med, og det slipper de for nu, lyder det fra den 24-årige ”heste-pige, som hun kalder sig selv.

Læs om Torben Kruse, der udsatte beslutningen om at gøre noget ved sit høretab

Jeg kan høre det hele
Det var derfor heller ikke kun hende, der skulle vænne sig til at kunne høre igen.

- Jeg kunne pludselig høre alting klart. Da jeg satte mig ud i bilen første gang med høreapparatet på, kunne jeg høre blæseren i bilen. Det havde jeg aldrig tænkt over, at jeg ikke kunne. Jeg kan huske, jeg sagde: ”Hold da op – jeg kan høre det hele.” Det krævede også en form for tilvænning i forhold til, at jeg ikke hele tiden skulle hoppe over på den anden side af folk for at høre dem. Det var også svært for mine veninder at vænne sig til, at de ikke længere skulle tænke over det, husker Johanna Gallus tilbage og er glad for, at hun ikke belemrer andre med sit høretab i dag.

Hun skal ærligt indrømme, at hun ikke synes, det var fedt at skulle gå med et høreapparat i starten.

- Det er ikke sådan, man lige siger: Prøv at se, hvad jeg har her. Det var ikke noget, jeg gik og snakkede om. Nu tænker jeg ikke over det længere, siger hun og uddyber, at den største ulempe ved at få høreapparatet helt enkelt var, at hun skulle huske at få det i.

Til at starte med var det svært at huske, ørene begyndte i øvrigt at klø og batterierne gik nogle gange døde uden, at der så var ekstra med. Alt det har hun vænnet sig til i dag.

- Jeg kan ikke sige, at der er nogen kæmpe ulemper ved at have høreapparat i dag, siger hun.

Læs også om svenske Eva Svensson, der mener, at det handler om, at man tager magten over sin dårlige hørelse

Det skal man ikke sige til en hestepige
Selv om hun fik skrinlagt tanken om at stoppe til ridning for nogle år tilbage, så måtte hun ufrivilligt prøve, hvordan det føltes tilbage i 2020, da hun brækkede ryggen efter at være faldet af en hest.

- Nu blev jeg ikke træt i hovedet, men træt i ryggen. Lægen sagde, at jeg ikke skulle sidde på en hest i et helt år efter, men det tror jeg ikke rigtig, man kan sige til en hestepige. Jeg brækkede ryggen i april, og i september red jeg DM, fortæller Johanna Gallus, der endte med en bronzemedalje.

Hun glæder sig over, at stævnet var en succes, og at det nu begynder at gå den rigtige vej igen – særligt også med hendes hest Heart Beat’s Brakeout – der også ufrivilligt har holdt pause nogle år – og som hun tidligere har haft stor succes med. Hun har altid drømt om at gøre karriere indenfor hestesporten, men nu er fokus flyttet til uddannelsen som indkøber, som hun er i gang med.

- Det er mega spændende, men om det er det, jeg skal resten af mit liv, det ved jeg ikke endnu. Jeg har svært ved at lægge en plan fem år frem om, hvordan det skal gå. Selvfølgelig vil jeg gerne have en god karriere og skabe succes der, men om det er der, jeg er om fem år – det ved jeg ikke. Der kan være sket en masse. Jeg tager tingene, som de kommer, lyder det fra Johanna Gallus.

Hørelsen er i hvert fald ikke længere et parameter eller en stopklods.

Læs flere indlæg