Skip to main content
Din blog om hørelse

Det går jo ikke væk af sig selv

67-årige Claus Petersen betænkte sig ikke et øjeblik, da hans hørelse blev dårlig. Han skulle have den tjekket med det samme. Det er jo ikke noget, der bare går over af sig selv, som han siger, så det er bare med at komme afsted: Det er ens livskvalitet, det handler om.

05-23-2023

Af Ulla Oppermann Blankholm / Foto: 

Undersøgelser peger på, at der i gennemsnit går syv år, fra man begynder at blive generet af sin hørenedsættelse, til man gør noget ved den og får høreapparat. Så lang tid skulle der slet ikke gå i Claus Petersens liv. Han reagerede prompte, da han for ni år siden mærkede, den var gal med hans hørelse.

 

Navn: Claus Petersen

Alder: 67 år

Stilling: Pensionist – efter 43 år som lastbilchauffør

Bopæl: Hem – uden for Skive

ClausPetersen

”Jeg vidste, der var noget galt, og at de ville kunne forklare mig, hvad det var, så det var bare med at komme afsted,” siger Claus Petersen og tilføjer:

”Det går ikke bare over igen – det gør det bare ikke – så man kan lige så godt gøre noget ved det. Det betyder noget, for det er ens livskvalitet, det handler om.”

Han mener slet ikke, at man skal betænke sig ved at tage afsted.

”Jeg ved godt, at man skal betale nogle penge for sådan et høreapparat, men nogle gange er man nødt til at satse, og hvis du dividerer det ud på de gode dage, så er det godt givet ud,” lyder det fra Claus Petersen, der har et høretab på det højre øre og er kraftigt plaget af tinnitus.

Det første høreapparat, han fik, kunne han ikke selv indstille. Tænd og sluk. Det var funktionerne, men det hjalp lidt på tinnitussen og på hørelsen. På det næste høreapparat kunne han skrue op og ned for styrken. For fire år siden blev han alvorligt syg og fik et iltapparat, der gjorde, at det gamle høreapparat hele tiden faldt ud, fordi iltslangen kom i karambolage med det. Han fik anbefalet at få høreapparatet Custom Made by ReSound, der sidder inde i øret, og det har gjort en kæmpe forskel.

”Det er bare det bedste af det bedste. I starten satte vi det på en vis styrke i tinnitusprogrammet, men nu kan jeg selv skrue op og ned for lyden inde i appen. Jeg kan finde lige den styrke, jeg vil have,” siger Claus Petersen.

Hvad er forskellen på det og de andre høreapparater, du har haft?

”Det er jo en helt vild revolution, der er sket. Jeg vil helt klart anbefale at få et høreapparat, der sidder inde i øret, også selv om du ikke har det problem, jeg har, med luftslangen. Det virkede slet ikke på samme måde med de andre høreapparater.”

Derudover sætter han stor pris på, at han kan gå ind og se, hvor han har fået lagt høreapparatet via appen, hvis han nu ikke lige har fået placeret det på sin sædvanlige plads, og i øvrigt hvor meget strøm der er tilbage. Typisk sætter han det i opladeren om aftenen, når han lægger sig til at sove, og så er det opladet til en ny dag næste morgen.

Læs også om Naja Neuleman, der har oplevet, at hendes høretab har givet hende stor forståelse for livet

 

Du kan ikke gøre noget forkert
Den første uge, han havde det nye høreapparat, brugte han meget tid på at lære funktionerne at kende: Hvad skete der, når han gjorde sådan – og sådan.

”Du kan ikke finde ud af det, med mindre du sidder og roder med det. Nu ligger det meget til højrebenet at gøre det, så efter en uges tid kan alle med lidt træning finde ud af det. Du kan ikke gøre noget forkert eller lukke noget ned. Du kan altid ændre det igen. Med en håndbevægelse er du tilbage på det oprindelige program. Det er skide smart,” siger Claus Petersen, der også er meget begejstret for den funktion, der gør, at han kan snævre lyden ind, hvilket især kommer ham til gode, når han er til et selskab med mange mennesker.

”Hvis jeg sidder og taler med en til højre for mig, og der er mange, som står og snakker rundt om os, så kan jeg indsnævre lyden og fokusere den på ham, så jeg ikke får al den anden støj med ind. Det virker altså bare i en stor forsamling. Med tidligere høreapparater har det i sådan en situation bare været ét stort støjhav,” fortæller Claus Petersen, der i dag er gået på pension efter at have arbejdet 43 år som lastbilchauffør.

”Jeg ved godt, at man skal betale nogle penge for sådan et høreapparat, men nogle gange er man nødt til at satse, og hvis du dividerer det ud på de gode dage, så er det godt givet ud.” - Claus Petersen

For fire år siden fik han blodsygdommen MDS, ”gik helt ned med flaget,” som han siger. Tabte 30 kilo og måtte stoppe sine ture i lastbilen.

”Jeg havde sikkert kørt, indtil jeg var blevet folkepensionist, som jeg blev sidste år, hvis jeg ikke var blevet syg. Det var lidt af et eventyr at komme afsted. Ud at se verden og se ting ændre sig fra uge til uge. De første år kørte jeg til Grækenland i 12 dage ad gangen, og der så Grækenland helt anderledes ud, end det gør i dag. Jeg har kørt 10-12 år til England og Skotland, og lidt til Irland,” fortæller Claus Petersen og bliver ved med at remse lande op, han har kørt i: Sydfrankrig, Nordnorge, Tyskland, Spanien – han mangler vist kun Rusland, Albanien og Portugal – ellers har han været alle steder i Europa.

I dag tager han en tur ind og får en kop kaffe på sin gamle arbejdsplads for lige at dufte lidt til savsmuldet og være i nærkontakt med det eventyr, de gamle kollegaer nu fortsætter med at tage ud på.

Blodsygdommen er ifølge Claus Petersen en tikkende bombe i forhold til at få en knoglemarvskræftsygdom. I dag får han EPO hver 14. dag og går jævnligt til blodprøver for at se, hvad blodtallene siger.

”Man skal være stærk og ikke vise al for meget svaghed. Det er bare med at være positiv – alt andet hjælper ikke,” siger han.

Lige nu er hans høreapparat kun nogle få måneder gammelt, men han håber, det kan holde de fire år, man typisk anbefaler at have et høreapparat, før man skifter til et nyt, selv om det også får ham til at tænke over sin sygdom, og hvordan det hele ser ud til den tid.

”Jeg håber, det kan holde i fire år, og hvis jeg lever til den tid, skal vi da have fundet et nyt. Lige nu kan jeg ikke se, hvilke parametre de kan skrue på for at gøre det bedre, men det kan de jo sikkert. Hvis det bliver helt det samme som i dag, så vil det være fint med mig, for det er helt fremme i skoene,” siger Claus Petersen.

 

 

Læs flere indlæg

 
ClausPetersen
Gå ikke glip af nyheder, aktuelle artikler om hørelse og spændende brugerhistorier. Tilmeld dig vores nyhedsbrev i dag.
resound one