Skip to main content
Din blog om hørelse

3 gode veje til mindre tinnitus

Få nogle gode råd fra Christian Thorup, der er overlæge i Institut for Syn og Hørelse i Aalborg.

Tinnitus,høreapparater,hørenedsættelse,få hjælp,livskvalitet
02-17-2020

Af Ulla Oppermann Blankholm

Ville det ikke være rart at slippe for den konstante hylen i ørene? Det kan faktisk lade sig gøre ved at følge nogle helt enkle råd.

– Tinnitus er en lyd, man kan lære ikke at høre. Det ændrer ikke på, at du har tinnitus, men lige som du kan lære ikke at høre et ur, der tikker, eller et tog, der ofte kører forbi dit hjem, så kan du også lære ikke at høre din tinnitus. Signalet vil simpelthen blive sorteret fra, og det er det, al tinnitus behandling går ud på, siger Christian Thorup, der er overlæge på Audiologisk afdeling på Institut for Syn og Hørelse i Aalborg.

Ifølge ham er langt de fleste mennesker ikke generet af deres tinnitus, men cirka 10-15 procent af dem, der har tinnitus, er generet af det. Der findes ikke nogen mirakelkur mod tinnitus – du kan ikke tage en pille, så den forsvinder eller skære den væk. I enkelte tilfælde kan tinnitus korrigeres med en operation, men ellers er behandlingen som nævnt, at du lærer at sortere din tinnitus lyd fra. Det kan du gøre sådan her:

 

1. Få høreapparat

En hørenedsættelse er ifølge Christian Thorup den allerhyppigste årsag til, at man kan høre sin tinnitus. Hvis du er generet af tinnitus, er det derfor en god idé at få lavet en høreprøve.
– Op mod 70 procent af dem, der har tinnitus, er tilstrækkeligt hjulpet ved at få et almindeligt høreapparat, siger Christian Thorup.

Test din hørelse

 

2. Brug lydbehandling

Lydbehandling er ifølge Christian Thorup den letteste og simpleste måde at mindske tinnitus på. Sørg for, at der er noget lyd i dine omgivelser. Du kan for eksempel downloade en eller flere apps til din smartphone med bølgebrus eller hvid støj og for eksempel have en svag lyd i soveværelset, når du skal til at sove – der findes særlige pudehøjtalere. Du kan også lytte til musik eller til dit favorit radioprogram for at undgå total stilhed – for det er især, når der er helt stille, at du lægger mærke til din tinnitus.

Du kan for eksempel bruge Resound Relief app

 

3. Lær din tinnitus at kende

Hvis du ikke helt er klar over, hvad tinnitus er, kan du have mange forskellige tanker om, hvad det egentlig betyder at have tinnitus, og det kan ende med at forværre den.

– Det er en væsentlig del af behandlingen at være opmærksom på, hvad tinnitus er, og det er desuden vigtigt at søge råd og vejledning på for eksempel kommunernes kommunikationscentre i forhold til, hvordan man kan behandle sin tinnitus, lyder det fra Christian Thorup, der mener, at psykologiske faktorer kan spille ind i forhold til generende tinnitus, og at det derfor også kan være værd at sætte ind her.
Stress og depression er for eksempel noget af det værste, man kan gøre ved tinnitus, og fælles for dem er ifølge Christian Thorup, at de tager noget mentalt overskud fra en, så man ikke har det samme overskud til at abstrahere fra sin tinnitus.

Læs mere om tinnitus

Nogle kan have god brug af meditation, hvis de har behov for at slappe af og blive bedre i stand til at håndtere forskellige problemer i livet – inklusive tinnitus.

Læs flere indlæg

Del:
Gå ikke glip af nyheder, aktuelle artikler om hørelse og spændende brugerhistorier. Tilmeld dig vores nyhedsbrev i dag.
resound one