Skip to main content
Blog for fagfolk

”Det har aldrig været sjovere“

Da musikeren Helge Engelbrecht for seks år siden fik høreapparater, fulgte angsten for, at han skulle blive helt døv.

11-06-2022

Af Pia Melander Guilbert • Foto Ricky John Molloy

 

Da musikeren Helge Engelbrecht for seks år siden fik høreapparater, fulgte angsten for, at han skulle blive helt døv. Ham, der elsker musik og lever af det. I dag kan han næsten høre for meget og har aldrig haft det sjovere karrieremæssigt, hvor han trækker fulde huse med bandet Neighbours & Friends. Mød en lun vestjyde, der har deltaget ti gange i Dansk Melodi Grand Prix og næsten vundet Det Internationale Melodi Grand Prix med “En lille melodi”.

Helge Engelbrecht var bare fem år gammel, da han fik at vide, at han havde nedsat hørelse.

- Jeg husker, at min mor og jeg stod nede hos doktor Eriksen, som konstaterede, at jeg var en tredjedel døv på det højre øre. Han forklarede min mor, at jeg i hvert fald ikke skulle være mekaniker eller smed. Det ville larme for meget.

Siden blev der ikke gjort mere ved den sag. Man har kun de problemer, man selv skaber, mente Helge Engelbrechts forældre, og selv havde han ingen drøm om at blive hverken mekaniker eller smed. I stedet bevægede han sig ind i et fag, hvor lyden ikke bare kan være høj, men hvor man også er afhængig af sin hørelse. En tredjedel døv eller ej, Helge havde øre for musikken.

- Det var min far, der tidligt opdagede det, konstaterer han, da jeg møder ham til interview på det hotel, hvor han er indlogeret i København.

Det var din far, der opdagede, at du havde talent for musik?

- Næh, ikke talent – interesse!

 

Født med godt gehør

Det er en onsdag eftermiddag i slutningen af december. Turen fra Vestjylland til København har Helge Engelbrecht taget i flere anledninger. Han skal til julefrokost hos DK4 samme aften og har et møde dagen efter. Smilende lader han tankerne glide tilbage til dengang, han opdagede musikken, og musikken opdagede ham, dengang han som 15-årig kom med i det første pigtrådsband, og hans far straks gik ud og købte instrumenter. Det er med stolthed i stemmen, han fortæller om forældrene, som ejede en købmandsforretning og bakkede ham fuldt op, da han efter et halvt år droppede ud af lærerseminariet for at blive medlem af et orkester, der skulle spille i udlandet. ”Så spil da, knejt! Du kan altid blive skolelærer,” lød deres besked. Forældrene lærte ham, at alt kan lade sig gøre, og sagde jævnligt: ”Det dér? Det kan du sagtens!”.

- Og så troede man jo på det, bemærker han:

”Jeg har altid haft et godt gehør, og hvis jeg ikke kendte den sang, vi skulle spille, ringede jeg hjem til min far, så fløjtede han den over telefonen. Det var før musikskolernes tid, så oplæringen foregik på landevejen.”

Er du ked af, at du ikke fik en uddannelse inden for musikken?

- Ja, undervejs har jeg været det. Jeg har lavet kæmpestore projekter, plader med symfoniorkestre, der spillede efter de største partiturer, som jeg ikke kunne læse, men jeg kunne lytte mig frem og fortælle, hvis der var en forkert tone.

 

Fra Stig Rossen til egen musikfestival

Usikkerheden blev trods forældrenes opbakning en følgesvend. I 35-40-års alderen blev Helge ramt af sådan en krise, hvor man tænker: Hvad kan du egentlig, når det kommer til stykket?

- Min bror arbejdede med udviklingsledelse, så jeg uddannede mig til konsulent hos ham og fik nogle værktøjer, som jeg stadig bruger i dag. Det bekræftede mig dog også i, at man jo altså alligevel får lært nogle ting i livets skole. I dag er jeg blandt andet medlem af Dansk Kapelmesterforening. Det, synes jeg, lyder ret fint i betragtning af, at jeg stadig har svært ved at læse noder.

Langt hen ad vejen har Helge Engelbrecht takket ja til opgaver, der med hans egne ord strittede i alle mulige retninger.

- Jeg har skrevet til forskellige solister, været bagmand for sangeren Stig Rossen i otte år og lavet musik til tegnefilm for bare at nævne et par ting. Men omkring år 2000 tænkte jeg, at hvis jeg nogensinde skulle til selv at spille for alvor, så var det nu.

Se også vores film om Helge Engelbrecht, hvor han fortæller om sit liv med høretab:

 

Helge og hans kone Rie havde overtaget hendes barndomshjem i Ansager i Vestjylland. Hendes forældre drev en tømrerforretning, og det gamle værksted blev i 1999 åbnet som Musik Galleriet. Her kunne Helge og hans band Neighbours spille koncerter. De fik også købt nabogrunden og indviede i 2009 Mariehaven, der gav nye muligheder.

- Da jeg traf beslutningen om at fokusere på mit eget, åbnede der sig nogle nye døre. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at vi ville få den succes med Musik Galleriet og Mariehaven, som vi har i dag med tusindvis af gæster til vores store sommerkoncerter. De sidste seksten år har været helt fantastiske karrieremæssigt.

Det har aldrig været sjovere.

 

In ear monitoring

Et langt liv med koncerter har dog også sat sit spor på Helges i forvejen nedsatte hørelse.

- I al den tid jeg har spillet, er lyden kun blevet højere. Når vi står på scenen i dag, anvender vi noget, der hedder ”In ear monitoring”, som er en slags høretelefon, hvor du selv regulerer, hvordan du vil høre lyden og samtidig skånes for larmen fra højtalerne. Før i tiden kunne man godt risikere at stå fem til seks timer op ad en højtaler, når man var ude at spille for 1.500 mennesker, og så kan du altså ikke rigtig høre noget et par timer efter.

- Det startede vel med, at jeg tog min kones plads, når vi skulle se fjernsyn – for at være tættere på. Jeg havde også svært ved at høre, hvad hun sagde, når jeg kørte bil, og hun kiggede ud af vinduet, mens hun talte til mig. ”Kan du ikke kigge på mig, når du taler,” spurgte jeg, hvortil hun svarede, at så kunne hun jo ikke følge med i trafikken.

 

- Jøsses mand, jeg kan høre fugle

En dag for fem år siden sad Helge ovre hos kollegaen Tommy, der som tidligere nabo og næsten-nabo i dag også er årsagen til bandnavnet Neighbours. Tommy var ved at lægge lyd på et stykke musik. Helge skulle godkende det og sagde:

- Klokken kan jeg ikke høre.

- Så er der noget galt. Nu må du hellere gå til ørelægen, svarede Tommy.

Ørelægen konstaterede, at Helges hørelse var meget dårlig.

Kort efter fik han lavet aftryk til et par høreapparater.

 ”Jeg kan huske, da jeg gik ud af butikken med høreapparater på og tænkte: ”Jøsses mand, jeg kan høre fugle”. Det var så fantastisk, men det kan være svært at vurdere, hvornår lyden er god nok. Nogle gange synes jeg nærmest, jeg hører for meget.”

Med høreundersøgelse og apparater fulgte også en angst for helt at skulle miste hørelsen. ”Jeg, der elsker musik.”

 

En stemme i øret

Så galt ser det dog ikke ud til at skulle gå. Begejstret demonstrerer Helge, hvordan hans nyeste høreapparater er forbundet med en app på hans smartphone.

- Det er ligesom en mikserpult. Jeg mangler diskanten, især på det højre øre. Takket være app’en kan jeg selv indstille, hvor meget jeg vil have. Man kan fjerne vindstøj, og der er nogle standardindstillinger, man kan trykke på. Hvis jeg er ude at spise, trykker jeg her. Han demonstrerer.

- Hvis nogen holder tale nede i den anden ende af lokalet, trykker jeg her, så kan jeg høre det helt tydeligt. Sidder jeg ved et bord, hvor jeg gerne vil høre alle, kan jeg vælge en mikrofon, der går hele vejen rundt. Larmer det, er der et støjfilter, og hører jeg musik, kan jeg for eksempel indstille bassen. Det er altså smart.

I det samme ringer hans telefon. Helge taler et øjeblik.

Efterfølgende spørger han:

- Du kunne ikke høre, hvad hun sagde, vel?

Nej …

”Det er fordi, lyden bliver sendt direkte op i mine høreapparater. For et stykke tid siden stod jeg på scenen til en koncert og kunne pludselig høre noget, der ringede. Jeg kiggede på publikum og de andre bandmedlemmer. ”Hallo?” sagde jeg. Ingen reagerede. Så kunne jeg høre min brors stemme. Da jeg i pausen ringede ham op for at høre, hvad han ville, viste det sig, at det var mig, der var kommet til at ringe op ved en fejl.”

Han griner og ryster på hovedet.

Den sang havde bare alt

Afrundingsvis skal vi lige forbi Helges grand prix-karriere, der begyndte i 1982. I alt ti gange har han haft en sang med.

- Det har givet mange sjove oplevelser, og de fleste i min branche har nok drømmen om at lave en rigtig iørefaldende popsang, som hele verden vil lytte til. Længst kom han med ”En lille melodi” sunget af Anne Cathrine Herdorf i 1987.

- Jeg skrev den året før og var allerede på det tidspunkt helt sikker på, at den nok skulle vinde. Jeg spillede den for en lokal sangerinde, der kom forbi for at få lavet en anden sang, og sagde til hende: Denne her vinder grand prixet næste år. Den sang havde bare alt, hvad der skulle til på det tidspunkt. Det kunne ikke gå galt, hvis bare vi fik en god sanger på, og det gjorde vi også.

Til Det Internationale Meldodi Grand Prix i Belgien blev ”En lille melodi” også tippet til at vinde, men blev nummer fem. Her foregik omklædningen i en stor hal med skillevægge imellem.

- På den ene side af vores omklædningsrum havde vi det tyske hold, som drev os til vanvid ved konstant at synge deres egen sang.

På den anden side af skillevæggen holdt irske Johnny Logan, som de seneste år har været fast gæstesolist i Mariehaven, til.

- Det blev Logan, der vandt, og da vi efterfølgende klæder om, kravler han op på en stol, stikker hovedet gennem forhænget og siger: Hey guys, you scared the shit out of me.

 

Læs flere indlæg

Del: